BS-24809/2024-VLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 179.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

VESTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 1. juli 2025

Sag BS-24809/2024-VLR (13. afdeling)

Appellant, tidligere Sagsøgte (advokat Anni Nørgaard Clausen, beskikket)

mod

Indenrigs- og Sundhedsministeriet (advokat Sofie Bisgaard Marner)

Retten i Herning har den 30. april 2024 afsagt dom i 1. instans (sag BS-40193/2023-HER).

Landsdommerne Peter Buhl, Thomas Raaberg-Møller og Linette Lysgaard (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellant, tidligere Sagsøgte, har gentaget sin påstand for byretten om frifindel-se. Han har endvidere nedlagt påstand om, at indstævnte, Indenrigs- og Sund-hedsministeriet, tilpligtes at betale 2.731.355 kr. med procesrente fra den 14. maj 2024.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har påstået dommen stadfæstet og har i rela-tion til betalingspåstanden påstået frifindelse.

Det er oplyst, at Appellant, tidligere Sagsøgte den 14. maj 2024 har tilbagebetalt beløbet på 2.731.355 kr.

2

Forklaringer Appellant, tidligere Sagsøgte har afgivet supplerende forklaring.

Appellant, tidligere Sagsøgte har forklaret, at han kunne regne ud, hvad han ville få i erstat-ning. De enkelte erstatningsposters størrelse kunne han læse på Patienterstat-ningens hjemmeside. Afgørelserne svarede stort set til det, han havde regnet ud, også i relation til tabt arbejdsfortjeneste. Der stod ikke noget om et maksi-malt beløb på 5 mio. kr.

Han blev dybt chokeret, da hans advokat orienterede ham om tilbagekaldelsen, idet han havde læst, at pengene ikke kunne kræves tilbage, når de var udbetalt. Han har også efterfølgende ledt efter omtale af en 5-mio. kr. grænse på Patienterstatningens hjemmeside, men han har ikke kun-net finde den.

Han levede af sygedagpenge og ret hurtigt derefter førtidspension. De måtte tære på hans opsparing, indtil han fik sin erstatning udbetalt.

Beslutningen om renoveringen af huset blev taget efter Retslægerådets udtalel-se. Der var en lang proces med indhentelse af tilbud og snak med mennesker. De har sådan set fået renoveret det hele derhjemme. Huset skulle gøres nemme-re at holde på grund af hans dårlige helbred.

Han har betalt skat af de ca. 745.000 kr. Resten at beløbet er betalt tilbage på grund af kravet om renter, men han er alligevel registreret som skyldner i Gældsstyrelsen, da man ikke har anerkendt tilbagebetalingen.

Retsgrundlaget

§ 55 a i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet blev indsat ved lov nr. 314 af 25. april 2018 og har følgende ordlyd:

”Erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i sager efter § 55, stk. 1 og 2, kan ikke kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre krav på erstatning eller godtgørelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Har patienter eller efterladte til patienter mod bedre vi-

dende undladt at afgive oplysninger eller afgivet urigtige oplys-ninger, og har de manglende eller urigtige oplysninger medført en anden afgørelse, end Patienterstatningen efter bemyndigelse fra in-denrigs- og sundhedsministerien eller Ankenævnet for Patienter-statningen ville have truffet, hvis oplysningerne havde foreligget eller der ikke var afgivet urigtige oplysninger, træffer Patienter-statningen eller Ankenævnet for Patienterstatningen en ny afgørel-se.

Indenrigs- og sundhedsministeren eller den, ministeren bemyn-diger hertil, kan på baggrund af den nye afgørelse fra Patienter-statningen eller Ankenævnet for Patienterstatningen kræve tilbage-betaling af erstatning og godtgørelse udbetalt i sager efter § 55, stk.

3

1 og 2. Kravet om tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den pågældende oplysning har haft en afgørende betydning for af-gørelsens udfald.”

Bestemmelsen blev indsat på baggrund af lovforslag nr. L 98 af 15. november 2017. Af sundhedsministerens skriftlige fremsættelse af lovforslaget fremgår:

”…

For det andet foreslås det at indføre en fredning af udbetalte erstat-ninger, som patienten eller eventuelle efterladte til patienten har modtaget i god tro, og som hverken patienten eller den erstat-ningspligtige (regioner, kommuner, forsikringsselskaber eller sta-ten) har anket til Ankenævnet for Patienterstatningen. Det skal sik-re, at patienter og deres eventuelle efterladte fremover kan indrette deres livsførelse i tiltro til, at en udbetalt erstatning eller godtgørel-se kan beholdes.

…”

Af de almindelige bemærkninger i lovforslaget fremgår:

”3.3.3 Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning Sundheds- og Ældreministeriet finder det urimeligt, at patienter og efterladte til patienter risikerer at skulle tilbagebetale erstatning og godtgørelse lang tid efter udbetaling. Sundheds- og Ældreministe-riet finder desuden, at patienter fremadrettet skal kunne indrette deres livsførelse i tiltro til, at udbetalt erstatning og godtgørelse kan beholdes.

Sundheds- og Ældreministeriet foreslår derfor at frede udbetalt er-statning og godtgørelse. Det foreslås endvidere at indføre automa-tisk opsættende virkning, når Patienterstatningens afgørelse påkla-ges til Ankenævnet for Patienterstatningen. Det foreslås endvidere, at klagefristen forkortes, så den svarer til udbetalingsfristen på 1 måned.

Opsættende virkning i kombination med den foreslåede klagefrist på 1 måned vil betyde, at patienten eller efterladte til patienten får udbetalt erstatning og godtgørelse straks efter klagefristens udløb i de tilfælde, hvor Patienterstatningens afgørelse ikke er påklaget. I sager, hvor Patienterstatningens afgørelse er påklaget, får patienten

4

eller efterladte til patienten udbetalt erstatning samt renter - hvis patienten eller efterladte til patienten fortsat er berettigede til den -efter ankenævnets afgørelse.

Med lovforslaget ændres der imidlertid ikke ved, at ankenævnet i forbindelse med behandlingen af klager over Patienterstatningens afgørelser, fortsat vil kunne foretage en fuld prøvelse af afgørelsen, herunder en prøvelse af erstatningspligten.

Dette indebærer navnlig en fortsat adgang for ankenævnet til 1) at ændre den påklagede afgørelse til ugunst for patienter eller efter-ladte til patienter, således at erstatning og godtgørelse nedsættes el-ler bortfalder; 2) at ændre Patienterstatningens oprindelige afgørel-se om erstatningspligten.

Som konsekvens af bortfaldet af erstat-ningspligten kan ankenævnet således fortsat ophæve samtlige af-gørelser truffet af Patienterstatningen om erstatningsudmåling; og 3) at foretage en delvis ændring (reduktion) af omfanget af den skade, der er anerkendt af Patienterstatningen ved en ikke påklaget afgørelse eller en ikke påklaget del af en afgørelse, og i konsekvens heraf om nødvendigt ophæve eller ændre afgørelser truffet af Pa-tienterstatningen om erstatningsudmåling.

Herved sikres det, at ankenævnet fortsat har mulighed for at træffe materielt rigtige afgørelser, uden binding af tidligere afgørelser truffet af Patienterstatningen.

Det foreslås således udelukkende at regulere og begrænse den er-statningspligtiges adgang til at søge allerede udbetalt erstatning og godtgørelse tilbage, hvis ankenævnet omgør Patienterstatningens afgørelser til ugunst for patienter eller efterladte til patienter og ophæver Patienterstatningens afgørelser om erstatningsfastsættel-se.

Eksempel på forløb af en erstatningssag: Afgørelse 1: Patienterstatningen anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen på 1 måned. Den erstatningspligtige udbeta-ler beløbet straks efter klagefristens udløb.

Afgørelse 2: Patienterstatningen tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén. Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen på 1 måned. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet straks efter klage-fristens udløb.

5

Afgørelse 3: Patienterstatningen tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og 1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Af-gørelse 3 påklages af én af parterne inden for klagefristen på 1 må-ned. Klagen tillægges opsættende virkning. Ved behandling af kla-gen påser ankenævnet af egen drift, om patienten er påført en er-statningsberettigende skade (i afgørelse 1) og vurderer, at dette ik-ke er tilfældet.

Den foreslåede løsning indebærer, at når afgørelse 3 påklages, og ankenævnet finder, at patienten ikke er påført en erstatningsberet-tigende skade, og ændrer afgørelse 1 om den anerkendte skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten, skal den erstat-ningspligtige ikke kunne kræve den erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i henhold til Patienterstatningens afgørelser 1 og 2, til-bagebetalt.

Klagen over afgørelse 3 har opsættende virkning, hvil-ket betyder, at erstatningen i henhold til afgørelse 3 ikke udbetales. Patienten eller efterladte til patienten får dermed ret til at beholde den erstatning og godtgørelse, der er udbetalt i henhold til afgørel-se 1 og 2, selv om ankenævnet omgør sagen til ugunst for patienten eller efterladte til patienten.

Det foreslås, at den erstatningspligtige kan kræve tilbagebetaling, når patienter eller efterladte til patienter mod bedre vidende har undladt at give eller har afgivet urigtige oplysninger efter loven.

Det er en forudsætning, at den manglende eller urigtige oplysning har medført, at Patienterstatningen eller ankenævnet har truffet en anden afgørelse end den, der ville være truffet, hvis den manglende eller urigtige oplysning havde forelig-get.”

I forslagets specielle bemærkninger hedder det:

”Til nr. 27 Sundhedsministeren har bemyndiget Patienterstatningen til at be-handle og træffe afgørelse i sager om anerkendelse af erstatnings-pligt og udmåling af erstatning og godtgørelse for lægemiddelska-der efter reglerne i klage- og erstatningslovens kapitel 4. Patienter-statningens udgifter i forbindelse hermed afholdes af staten.

Patienterstatningens afgørelser kan i medfør af klage- og erstat-ningslovens § 58 b, stk. 1, indbringes for Ankenævnet for Patienter-statningen, der træffer den endelige administrative afgørelse. An-kenævnet kan stadfæste, ophæve eller ændre Patienterstatningens afgørelser og tillægge en klage opsættende virkning.

Efter klage- og erstatningslovens § 58 b, stk. 2, skal klage til ankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om afgørel-sen.

6

En patienterstatningssag kan indeholde flere afgørelser.

En erstatningssag forløber ofte sådan, at Patienterstatningen i sin første afgørelse om erstatningspligten anerkender, at en patient er påført en erstatningsberettigende skade. I nogle tilfælde kan der i samme afgørelse tages stilling til en eller flere af de erstatningspo-ster, som patienten har opgjort. Efterfølgende træffer Patienterstat-ningen nye afgørelser om de resterende erstatningsposter, efter-hånden som posterne kan gøres op.

Eksempel på forløb af en erstatningssag:

Afgørelse 1: Patienterstatningen anerkender en skade og tilkender 30.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet. Afgørelsen påklages ikke inden for klagefristen på 3 måneder.

Afgørelse 2: Patienterstatningen tilkender 66.000 kr. i godtgørelse for varigt mén. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet. Afgørel-sen påklages ikke inden for klagefristen på 3 måneder.

Afgørelse 3: Patienterstatningen tilkender 110.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og 1.400.000 kr. for erhvervsevnetab. Den erstatningspligtige udbetaler beløbet inden 1 måned. Afgørelse 3 påklages af én af parterne inden for klagefristen på 3 måneder. Ved behandling af klagen påser ankenævnet af egen drift, om patienten er påført en erstatningsberettigende skade (i afgørelse 1) og vurde-rer, at dette ikke er tilfældet.

I tilfælde, som i eksemplet ovenfor, hvor ankenævnet finder, at pa-tienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade, ændrer an-kenævnet afgørelse 1 om den anerkendte skade til ugunst for pa-tienten eller efterladte til patienten.

Det indebærer, at patienten el-ler efterladte til patienten ikke er berettigede til den erstatning og godtgørelse, som er udbetalt på baggrund af Patienterstatningens afgørelser 1, 2 og 3. Dette gælder, selvom afgørelser 1 og 2 ikke er påklaget til ankenævnet af nogen af parterne.

Hvis patienten eller efterladte til patienten ikke frivilligt betaler erstatning og godtgø-relse tilbage, kan den erstatningspligtige vælge at anlægge et civilt søgsmål mod patienten eller efterladte til patienten.

Der er ingen lovregler om tilbagebetaling af patienterstatninger. Den erstatningspligtiges adgang til at kræve tilbagebetaling regule-

7

res derfor efter de almindelige regler om tilbagesøgning (condictio indebiti).

Ved forslaget indsættes § 55 a, der indfører nye regler om tilbage-betaling i patienterstatningssager.

Det foreslås i § 55 a, stk. 1, at erstatning og godtgørelse, der er ud-betalt i sager efter § 55, stk. 1 og 2, ikke kan kræves tilbagebetalt el-ler modregnet i andre krav på erstatning og godtgørelse.

Den foreslåede løsning indebærer i forhold til eksemplet ovenfor, at når afgørelse 3 påklages, og ankenævnet finder, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade, og ændrer afgørelse 1 om den anerkendte skade til ugunst for patienten eller efterladte til pa-tienten, skal den erstatningspligtige ikke kunne kræve den erstat-ning og godtgørelse, der er udbetalt i henhold til Patienterstatnin-gens afgørelser 1 og 2, tilbagebetalt. Klagen over afgørelse 3 har op-sættende virkning, hvilket betyder, at erstatningen i henhold til af-gørelse 3 ikke udbetales.

Lovforslaget ændrer ikke ankenævnets prøvelsesret. Det foreslås udelukkende at regulere og begrænse den erstatningspligtiges ad-gang til at kræve udbetalt erstatning og godtgørelse tilbage, når ankenævnet omgør Patienterstatningens afgørelse 1 om anerkendt skade til ugunst for patienten eller efterladte til patienten og som følge heraf ophæver Patienterstatningens efterfølgende afgørelser om erstatningsfastsættelse.

Hvor Patienterstatningen har opgjort en bestemt erstatnings- eller godtgørelsespost over flere afgørelser, således at der f.eks. i en af-gørelse er foreløbig fastsat godtgørelse for varigt mén, hvorefter der senere træffes afgørelse om den endelige størrelse af det varige mén og det beløb, godtgørelsen udgør, vil ankenævnet ved en kla-ge over Patienterstatningens afgørelse om det endelige varige mén kunne tage stilling til omfanget af det varige mén i sin helhed.

An-kenævnet vil ikke være bundet af Patienterstatningens afgørelse om en foreløbig méngodtgørelse. Til gengæld vil en udbetalt godt-gørelse for det foreløbige varige mén ikke kunne kræves tilbagebe-talt.

Har patienten eller efterladte til patienten mod bedre vidende und-ladt at afgive oplysninger eller afgivet urigtige oplysninger, og har de manglende eller urigtige oplysninger medført en anden afgørel-se, end Patienterstatningen eller ankenævnet ville have truffet, hvis

8

oplysningerne havde foreligget, træffer Patienterstatningen eller ankenævnet en ny afgørelse. Med den foreslåede § 33 a, stk. 2, 1. pkt., kan den erstatningspligtige på baggrund af den nye afgørelse kræve tilbagebetaling af erstatning og godtgørelse, udbetalt efter § 33, stk. 4. Kravet om tilbagebetaling gælder alene de afgørelser, hvor den pågældende oplysning har haft en afgørende betydning for afgørelsens udfald.

Den erstatningspligtige kan således søge en tidligere udbetalt er-statning eller godtgørelse tilbagebetalt, hvis tilkendelsen – og der-med udbetalingen – hviler på svig fra patienten eller efterladte til patienten. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor en person har søgt om og fået tilkendt forsørgertabserstatning på baggrund af en forfalsket vielsesattest.”

Af den kommenterede høringsoversigt til brug for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalgs behandling af lovforslaget fremgår bl.a. følgende:

” Patienterstatningen foreslår, at erstatning udbetalt i henhold til ikke ankede afgørelser fredes, således som der er lagt op til i forsla-get.

Derimod opstår der efter Patienterstatningens opfattelse en række alvorlige problemer, hvis det besluttes at frede den erstat-ning, der udbetales i henhold til en erstatningsafgørelse, der ankes af den erstatningspligtige inden ankefristens udløb, og uden at an-ken tillægges opsættende virkning.

Patienterstatningen efterlyser samtidig, at der indsættes en bestemmelse i loven, der ”ophæver” fredningen i den situation, hvor der i sagsbehandlingen eller i for-bindelse med udbetalingen sker fejl, der er så oplagte, at skadelidte eller dennes efterladte mod bedre vidende uberettiget modtager ydelser efter loven. … Herudover finder ministeriet ikke anledning til at imødekomme Patienter-statningens forslag om at indsætte en regulering af, hvad der skal gælde, hvis en erstatning udbetales ved en fejl, da spørgsmålet vil kunne afgøres efter de almindelige regler om tilbagesøgning.”

Under sundheds- og ældreudvalgets behandling af lovforslaget blev der stillet en række spørgsmål til sundhedsministeren.

Som svar på spørgsmål 4, der angik finansieringen af patienterstatningssyste-met, udtalte ministeren:

9

”Jeg kan konstatere, at aftalepartierne bag den politiske aftale af 19. september 2017 om udvidelse af patienterstatningsordningens dækningsområde og fredning af udbetalte erstatninger er enige om at finansiere de merudgifter, som er forbundet med lovforslaget, ved indførelse af et egetbidrag på 7.300 kr. (2017-niveau).

Det gælder bl.a. de merudgifter, som er forbundet med, at patienter og eventuelle efterladte fremover kan beholde alle udbetalte erstat-ninger uden frygt for senere at skulle betale dem tilbage, ...”

Som svar på spørgsmål 15, der bl.a. omhandlede Højesterets domme af 7. de-cember 2017 gengivet i U.2018.1149 H og U.2018.1156 H, udtalte ministeren bl.a.:

”Jeg kan samtidig henvise til min mundtlige besvarelse af spørgs-mål S 306 den 13. december 2017, hvor jeg hæftede mig ved, at dommene fra Højesteret er baseret to konkrete sager, mens der med lovforslaget indføres en helt generel regel, som giver patienten ret til at beholde alle udbetalte erstatninger. Lovforslaget er således en klar forbedring for patienterne – også efter dommene fra Højeste-ret.”

Som svar på spørgsmål 20, der angik den foreslåede ordning med opsættende virkning af en klage, udtalte ministeren:

”Det har været væsentligt at nå frem til en model, der er enkel og forudsigelig for patienten.

Med lovforslaget indføres derfor en grundregel om, at alle klager, uanset om de indgives af patienten eller den erstatningspligtige, til-lægges automatisk opsættende virkning.

Til gengæld vil patienten altid kunne være sikker på at beholde er-statninger, der én gang er udbetalt. Det kan patienten ikke, hvis en region får pligt til at udbetale erstatning, inden der foreligger en endelig afgørelse fra Ankenævnet for Patienterstatningen.”

Som svar på spørgsmål 41, der angik de to ovenfor nævnte højesteretsdomme, udtalte ministeren bl.a.:

”Dommene fra Højesteret er baseret på to konkrete sager, mens der med lovgivningen indføres generelle fremadrettede regler. Lovfor-slaget sikrer, at patienterne fremadrettet har ret til at beholde udbe-talte erstatninger.”

10

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Patienterstatningen tilkendte ved tre afgørelser, senest den 20. januar 2023, Appellant, tidligere Sagsøgte erstatning for lægemiddelskaden. Han fik den 1. marts 2023 udbetalt 3.477.530 kr., der udgjorde den sidste del af erstatningen.

Den samlede erstatning oversteg grænsen på 5 mio. kr. i lov om klage- og er-statningsadgang inden for sundhedsvæsnet § 50, stk. 4, med 2.731.355 kr. Pa-tienterstatningen tilbagekaldte den 22. marts 2023 delvist den sidste afgørelse og meddelte, at Appellant, tidligere Sagsøgte måtte forvente at blive mødt med et tilbagebeta-lingskrav. Han blev den 14. april 2023 anmodet om at tilbagebetale det over-skydende beløb.

Sagen angår, om beløbet på 2.731.355 kan kræves betalt tilbage af Appellant, tidligere Sagsøgte.

Efter § 55 a, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsnet kan en erstatning, der er udbetalt i sager efter § 55, stk. 1 og 2, ikke kræ-ves tilbage, jf. dog stk. 2. Efter stk. 2 kan der i visse tilfælde kræves tilbagebeta-ling, hvis patienten eller efterladte til patienten mod bedre vidende har undladt at afgive oplysninger eller har afgivet urigtige oplysninger.

Parterne er enige om, at afgørelsen om betaling af en erstatning, der oversteg 5 mio. kr., skyldes en fejl begået af Patienterstatningen, og at Appellant, tidligere Sagsøgte ikke mod bedre vidende har undladt at afgive oplysninger eller har afgivet urigtige oplysninger. Betingelserne for tilbagebetaling i § 55 a, stk. 2, er således ikke op-fyldt.

Efter ordlyden af § 55 a regulerer bestemmelsen udtømmende muligheden for tilbagesøgning.

Bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 98 af 15. november 2017, må forstås således, at formålet med fredningen af en udbetalt erstatning navnlig var at forhindre, at en erstatning efterfølgende kunne kræves tilbage i de tilfælde, hvor Ankenævnet for Patienterstatningen havde ændret en afgørelse truffet af Patienterstatningen.

Det fremgår imidlertid ikke af bemærk-ningerne i lovforslaget, at bestemmelsen alene regulerer disse tilfælde, og dette ville heller ikke harmonere med bestemmelsens stk. 2, der bl.a. omhandler den situation, hvor Patienterstatningen træffer en ny afgørelse, fordi patienten eller dennes efterladte mod bedre vidende har undladt at afgive oplysninger eller har afgivet urigtige oplysninger.

11

Det anførte i lovforslaget om, at det foreslås ”udelukkende at regulere og be-grænse den erstatningspligtiges adgang til at søge allerede udbetalt erstatning og godtgørelse tilbage, hvis ankenævnet omgør Patienterstatningens afgørelser til ugunst for patienter eller efterladte til patienter og ophæver Patienterstatnin-gens afgørelser om erstatningsfastsættelse” kan ud fra sammenhængen ikke forstås som udtryk for andet og mere end en tydeliggørelse af, at Ankenævnet for Patienterstatningen uanset den foreslåede fredning af erstatningen bevarer sin fulde prøvelsesret.

Bemærkningen i den kommenterede høringsoversigt om, at spørgsmålet om tilbagebetaling vil kunne afgøres efter de almindelige regler om tilbagesøgning, hvis der er begået fejl i sagsbehandlingen eller i forbindelse med udbetalingen, har hverken fundet udtryk i lovens ordlyd eller i lovforslagets bemærkninger. Sundhedsministerens svar i forbindelse med Folketingets Sundheds- og Ældre-udvalgs behandling af lovforslaget støtter ikke, at de almindelige regler om til-bagesøgning kan anvendes ved siden af § 55 a i tilfælde af sagsbehandlingsfejl.

På denne baggrund, og idet reale hensyn i hvert fald under de foreliggende omstændigheder – hvor Appellant, tidligere Sagsøgte ikke havde kendskab til de omstændig-heder, der gjorde udbetalingen uberettiget – ikke kan føre til et andet resultat, er der ikke grundlag for at indrømme Indenrigs- og Sundhedsministeriet en videre adgang til tilbagesøgning end den, der følger af § 55 a i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet.

Appellant, tidligere Sagsøgte frifindes derfor for påstanden om tilbagebetaling, og da han efter byrettens dom har betalt det omtvistede beløb til Indenrigs- og Sundhedsmini-steriet, tages hans betalingspåstand til følge.

Efter sagens udfald skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet i sagsomkostningerfor begge retter betale 257.500 kr. 252.500 kr. af beløbet er til dækning af udgif-ter til advokatbistand inkl. moms, og det resterende beløb svarer til den retsaf-gift, der skulle have været betalt, hvis Appellant, tidligere Sagsøgte ikke havde haft fri proces.Beløbet indbetales til landsretten, der efter dækning af udgifterne til fri procesafregner med retshjælpsforsikringen. Ud over sagens værdi er der ved fastsæt-telsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb. THI KENDES FOR RET:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal til Appellant, tidligere Sagsøgte betale 2.731.355 kr. med procesrente fra den 14. maj 2024.

I sagsomkostninger for begge retter skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet be-tale 257.500 kr., som indbetales til landsretten.

12

De idømte beløb skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Publiceret til portalen d. 01-07-2025 kl. 10:00 Modtagere: Indstævnte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Appellant, tidligere Sagsøgte