VLR — Vestre Landsret
SS-51/2026-VLR
OL-2026-V-00020
AM2026.04.14V Retten i Sønderborg
KENDELSE
Dato: 30. januar 2026 Rettens sagsnr.: SS-101663/2025-SON-VAGT Politiets sagsnr.: 3300-81810-00122-25 Foranstaltning under efterforskning Anklagemyndigheden mod Sigtede, født marts 2003 Beslaglæggelse Ingen var indkaldt eller mødt. Der har været afholdt retsmøder i sagen den 9. januar 2026 og den 23. januar 2026, hvor sagen blev optaget til kendelse. Anklageren har påstået beslaglæggelsen godkendt og opretholdt.
Sigtede har påstået den beslaglagt bil udleveret. Retten afsagde Kendelse Politiet standsede den 10. september 2025 omkring kl. 12.10 en tysk indregistreret personbil, hvor føreren og ejeren af bilen, Sigtede, ifølge opslag i politiets systemer ikke havde generhvervet førerretten efter, at han den 20. august 2024 fik et kørselsforbud i Danmark.
Sigtede blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, ligesom politiet beslaglagde bilen med henvisning til færdselslovens § 133 a, stk. 6, nr. 1 og nr. 2. Sigtede er ved Retten i Sønderborgs dom uden retsmøde af 31. marts 2025 idømt en bøde for den 12. november 2024 at have ført en tysk indregistreret personbil uden at have generhvervet førerretten i Danmark.
Sigtede er endvidere ved Retten i Odenses dom uden retsmøde af 10. april 2025 idømt en bøde for den 25. december 2024 at have ført en tysk indregistreret personbil uden at have generhvervet førerretten i Danmark.
Det fremgår af kørekortbekendtgørelsens § 109, stk. 3, tidligere kørekortbekendtgørelsens § 125, stk. 2, at et kørekort, som er udstedt i et andet EU- eller EØS-land i en periode, hvor førerretten er begrænset, frakendt eller inddraget i Danmark, ikke er gyldigt til kørsel i Danmark.
Færdselsstyrelsen har ved administrativ konsulent, Person, oplyst på en mail til anklagemyndigheden, at det er Færdselsstyrelsens praksis, at styrelsen ikke anerkender EU/EØS-kørekort udstedt i et andet EU/EØS-land efter, at en borger har fået et kørselsforbud, idet et kørselsforbud er tidsubestemt, og styrelsen derfor anser kørekortet for at være udstedt i frakendelsestiden, jf. kørekortsbekendtgørelsens § 125, stk. 2.
Færdselsstyrelsen har endvidere i mailen anført, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at få gengivet førerretten efter et kørselsforbud, når der er bopæl i udlandet. Sigtede er efter at være idømt kørselsforbud i august 2024 flyttet til Flensburg i Tyskland. Han studerer i Danmark, hvor han også har familie.
Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at Sigtede efter vejledning fra Færdselsstyrelsen, herunder om at han som bosiddende i udlandet ikke kunne generhverve førerretten i Danmark, og at dette skulle ske i bopælslandet, hvorefter han igen kunne køre bil i Danmark, har generhvervet førerretten i Tyskland gældende fra september 2024.
Under disse omstændigheder, og da det fremgår af kørekortbekendtgørelses § 126, stk. 1, at Færdselsstyrelsen, når ganske særlige forhold gør sig gældende, og det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, herunder EU-regler på området, kan dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsen, er der ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at Sigtede den 12. november 2024, den 25. december 2024 og den 10. september 2025 har overtrådt færdselslovens § 56, stk. 1.
Betingelserne for konfiskation i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 6, nr. 1 og nr. 2, er herefter ikke opfyldt.
Retten bemærker hertil, at en praksis, hvorefter muligheden for generhvervelse af førerretten efter et kørselsforbud er ikke-eksisterende, når der er bopæl i udlandet, vil være i strid med EU-retten, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF (kørekortdirektivet) om gensidig anerkendelse af kørekort, der blandt andet er med til at fremme den frie bevægelighed for personer, som bosætter sig i en anden medlemsstat.
På denne baggrund finder retten ikke, at betingelserne for beslaglæggelse af Sigtedes bil i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, er opfyldt. Retten kan derfor ikke godkende, at indgrebet er foretaget.
Thi bestemmes
: Retten kan ikke godkende, at politiet den 10. september 2025 beslaglagte personbil af mærket VW Golf GTI, årgang 2020 med registreringsnummer … tilhørende Sigtede, og beslaglæggelsen kan ikke opretholdes. Bilen skal således udleveres til Sigtede. Retten sluttede sagen. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 3. afdelings
KENDELSE
Landsdommerne Erik P. Bentzen, Claus Rohde og Thomas Elholm behandlede sagen. Dato: 14. april 2026 Rettens sagsnr.: SS-51/2026-VLR Anklagemyndigheden mod Sigtede, født marts 2003, (advokat Sebastian Ekholm Scheffmann) Landsretten har modtaget mails af 9. og 24. marts 2026 med bilag fra forsvareren, advokat Sebastian Ekholm Scheffmann, og brev af 11. marts 2026 med bilag fra Statsadvokaten i Viborg.
Retten i Sønderborg har ved kendelse af 30. januar 2026 bestemt, at politiets beslaglæggelse af personbil af mærket VW Golf GTI, årgang 2020, med reg.nr. …, tilhørende Sigtede, ikke godkendes, og at bilen således skal udleveres til Sigtede (sag SS-101663/2025-SON-VAGT). Anklagemyndigheden har kæret kendelsen med påstand om, at beslaglæggelsen godkendes og opretholdes.
Landsretten tillagde den 11. februar 2026 kæremålet opsættende virkning. Landsretten anmodede den 2. marts 2026 Statsadvokaten i Viborg om at komme med bemærkninger til kæremålet, herunder til at oplyse følgende: Det fremgår af Færdselsstyrelsens besvarelse af 12. januar 2026, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at få gengivet førerretten efter et kørselsforbud, når der er bopæl i udlandet.
Sigtede er bosiddende i Tyskland, og han har efter det oplyste erhvervet tysk kørekort i september 2024.
Er det efter statsadvokatens opfattelse muligt at anerkende et tysk kørekort til kørsel i Danmark trods kørselsforbuddet, hvis føreren kan dokumentere, at han i Tyskland har gennemført særlig køreundervisning eller ANT-kursus, svarende til færdselslovens § 60 c, stk. 1 og 2, og kontrollerende køreprøve er bestået, jf. kravene i færdselslovens § 127?
Er en retstilstand, hvor en person, som er idømt et kørselsforbud efter færdselslovens § 127, og som senere har bosat sig i Tyskland, hvor han har erhvervet kørekort, efter statsadvokatens opfattelse i overensstemmelse med EU-retten, jf. også byrettens begrundelse? Forsvareren har den 6. marts 2026 oplyst, at Sigtede har boet i Tyskland siden 2022, dvs. allerede før han fik kørselsforbuddet i 2024.
Han har oplyst, at da Sigtede mistede førerretten i Danmark, kontaktede Sigtede de danske myndigheder, der bad han om at tage kørekortet i Tyskland. Statsadvokaten har til brug for besvarelsen af landsrettens spørgsmål indhentet en udtalelse fra Færdselsstyrelsen. Af udtalelsen af 6. marts 2026 fremgår: "...
Færdselsstyrelsen gør opmærksom på, at der i vores besvarelse henvises til bekendtgørelse om kørekort nr. 875 af den 27. juni 2024, herefter betegnet kørekortbekendtgørelsen, som er gældende frem til den 1. juli 2026.
Af færdselslovens § 127 fremgår, at hvis en forseelse omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-6 eller 8, § 125, stk. 3, eller § 126, stk. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, 2, 4, 5, 10 eller 11, bliver begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse.
Et kørselsforbud medfører, at en person har forbud mod at køre bil i Danmark, indtil førerretten gengives. Et kørselsforbud er tidsubestemt, og førerretten kan først gengives, når den pågældende har gennemført særlig køreundervisning og/eller kursus i alkohol, narko og trafik (ANTkursus) og har bestået en kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens § 60 c.
Når et kørselsforbud pålægges, bliver den pågældende stillet, som om vedkommende ikke havde bestået sin oprindelige køreprøve. Man stilles som om man ikke har erhvervet en førerret. Det er Færdselsstyrelsens opfattelse, at en person, der er idømt et kørselsforbud, skal have gengivet sin førerret i Danmark, hvis denne ønsker at føre bil her i landet.
Dette gælder uanset om pågældende har fået udstedt et nyt udenlandsk kørekort, også et EU/EØS-kørekort, efter kørselsforbuddet er trådt i kraft.
En person, der har fået udstedt et EU/EØS-kørekort efter ikrafttrædelsen af et dansk kørselsforbud, kan efter Færdselsstyrelsens opfattelse således ikke anvende dette kørekort til gyldig kørsel i Danmark, eftersom den pågældende fortsat ikke har fået gengivet sin førerret i Danmark.
Færdselsstyrelsens nuværende fortolkning er, at vi ikke er forpligtet til at anerkende et EU/EØS-kørekort, der er udstedt efter et kørselsforbud, er meddelt, da EU/EØS-kørekortet således vil anses for at være udstedt i en periode, hvor førerretten er begrænset i Danmark, fordi et kørselsforbud er tidsubestemt.
Færdselsstyrelsen henviser til kørekortbekendtgørelsens § 125, stk. 2, der er implementeret på baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort. Færdselsstyrelsen kan dog oplyse, at styrelsens praksis på nuværende tidspunkt er under administrativ gennemgang.
Færdselsstyrelsen skal til den konkrete sag bemærke, at det fremgår af EU-kørekort netværk (RESPER), at Sigtede har fået udstedt et tysk kørekort den 20. august 2024 med påtegningskode 70, der betyder, at kørekortet er et ombyttet kørekort. Ifølge anklagemyndighedens oplysninger er Sigtede den 20. august 2024 idømt et kørselsforbud ved Landsretten, altså samme dag, som han har fået udstedt et tysk kørekort.
Færdselsstyrelsen skal afsluttende bemærke, at styrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i kørekortbekendtgørelsen, når ganske forhold gør sig gældende, jf. kørekortbekendtgørelsens § 138, stk. 1.
Færdselsstyrelsen kan imidlertid ikke dispensere fra bestemmelser i kørekortbekendtgørelsen, der har hjemmel i færdselsloven eller er implementeret på baggrund af reglerne i kørekortdirektivet, idet der ikke er indsat en dispensationshjemmel i færdselsloven eller kørekortdirektivet til, at Færdselsstyrelsen kan dispensere herfra. ..." Statsadvokaten har besvaret landsrettens spørgsmål således: "...
Sigtede blev ... idømt kørselsforbuddet ved Østre Landsrets dom af 20. august 2024, og dermed samme dag, som han fik udstedt det tyske kørekort. Dermed kan det lægges til grund, at Sigtede ikke har erhvervet kørekort i Tyskland efter at han i Danmark blev idømt et kørselsforbud.
Det må således kunne lægges til grund, at Sigtede ikke har gennemført særlig køreundervisning eller ANT-kursus i Tyskland svarende til færdselslovens § 60 c, stk. 1 og 2, eller at kontrollerende køreprøve er bestået, jf. færdselslovens § 127.
På den baggrund er der efter anklagemyndighedens opfattelse grundlag for konfiskation af det pågældende køretøj, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 6, hvorfor der tillige er grundlag for godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelsen af køretøjet, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 1.
Retten i Sønderborg har i sin kendelse af 30. januar 2026 bl.a. anført, at det efter de foreliggende oplysninger må lægges til grund, at Sigtede har generhvervet førerretten i Tyskland gældende fra september 2024.
Denne konklusion ser ud til at være på baggrund af Sigtedes egen forklaring afgivet til retsbog den 9. januar 2026, idet han her bl.a. har forklaret, at han har generhvervet førerretten i Tyskland i september 2024. Der ses imidlertid ikke i sagen i øvrigt at være oplysninger, som underbygger, at det skulle være tilfældet.
Med den nu indhentede udtalelse fra Færdselsstyrelsen af 6. marts 2026, hvor styrelsen har oplyst, at Sigtede samme dag, som han blev pålagt kørselsforbuddet i landsretten, har fået udstedt et tysk kørekort med påtegningskode 70, som betyder, at der er tale om et ombyttet kørekort, må det derimod lægges til grund, at Sigtede ikke har generhvervet førerretten i Tyskland.
Det er såedes anklagemyndighedens opfattelse, at Sigtede ikke har dokumenteret, at han har gennemført særlig køreundervisning eller ANT-kursus i Tyskland svarende til færdselslovens § 60 c, stk. 1 og 2, eller at kontrollerende køreprøve er bestået, jf. færdselslovens § 127.
I sin kendelse af 30. januar 2026 har Retten i Sønderborg desuden henvist til, at Færdselsstyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i kørekortbekendtgørelsen, når ganske særlige forhold gør sig gældende, og det skønnes foreneligt med de hensyn, der ligger til grund for de pågældende bestemmelser, herunder EU-reglerne på området.
Hertil skal jeg bemærke, at Færdselsstyrelsen i sin udtalelse af 6. marts 2026 afslutningsvist har anført, at styrelsen ikke kan dispensere fra bestemmelser i kørekortbekendtgørelsen, der har hjemmel i færdselsloven eller er implementeret på baggrund af reglerne i kørekortdirektivet, da der ikke er indsat en dispensationshjemmel i færdselsloven eller kørekortdirektivet til, at Færdselsstyrelsen kan dispensere herfra.
Ad pkt. 1), jf. retsbog af 2. marts 2026, skal jeg ligeledes henvise til Færdselsstyrelsens udtalelse af 6. marts 2026.
Heraf fremgår det, at det er Færdselsstyrelsens opfattelse, at en person, der er idømt et kørselsforbud, skal have gengivet sin førerret i Danmark, hvis denne ønsker at føre bil her i landet, og at dette gælder uanset om pågældende har fået udstedt et nyt udenlandsk kørekort, også et EU/EØS-kørekort, efter kørselsforbuddet er trådt i kraft.
Det er således Færdselsstyrelsen nuværende fortolkning, at Danmark ikke er forpligtet til at anerkende et EU/EØS-kørekort, der er udstedt efter et kørselsforbud, da EU/EØS-kørekortet vil anses for at være udstedt i en periode, hvor førerretten er begrænset i Danmark, fordi et kørselsforbud er tidsubestemt.
Færdselsstyrelsen henviser her til kørekortbekendtgørelsens § 125, stk. 2, der er implementeret på baggrund af kørekortdirektivet. Dog oplyser Færdselsstyrelsen tillige, at styrelsens praksis er under administrativ gennemgang.
Det er herefter ikke muligt ifølge Færdselsstyrelsens nuværende praksis, at anerkende et tysk kørekort til kørsel i Danmark trods kørselsforbuddet, selv om føreren kan dokumentere, at han i Tyskland har gennemført særlig køreundervisning eller ANT-kursus svarende til færdselslovens § 60 c, stk. 1 og 2, og kontrollerende køreprøve er bestået, jf. færdselslovens § 127.
Ad pkt. 2), jf. retsbog af 2. marts 2026, vil det næppe være i overensstemmelse med EU-retten med en retstilstand, hvorefter en fører, der er pålagt kørselsforbud efter færdselslovens § 127, ikke har nogen reel adgang til at generhverve retten til at føre motordrevet køretøj i Danmark, alene fordi vedkommende har bopæl i udlandet, da det i praksis vil gøre kørselsforbuddet permanent.
I den situation, hvor der er tale om en ubetinget frakendelse af førerretten, er Danmark, jf. U2016.1230H og U2020.3939V, forpligtet til at anerkende et kørekort, som er udstedt i et andet EU-land, hvis udstedelsen er sket efter frakendelsestidens udløb.
Som følge heraf er det nærliggende, at de danske myndigheder enten må sikre en procedure, hvor danskere bosat i udlandet har mulighed for at opfylde de nationale betingelser, eller at man efter udløbet af en passende periode anerkender et gyldigt kørekort erhvervet i bopælsstaten. Sigtede ses imidlertid ikke at have erhvervet kørekort i Tyskland.
Han har derimod fået udstedt et tysk kørekort den 20. august 2024 med påtegningskode 70, hvilket betyder, at kørekortet er et ombyttet kørekort, og det skete samme dag, som han blev pålagt kørselsforbuddet ved Østre Landsrets dom af 20. august 2024. Det fremgår af Færdselsstyrelsens udtalelse af 6. marts 2026.
Dermed kan det lægges til grund, at Sigtede ikke har erhvervet kørekort i Tyskland efter at han i Danmark blev idømt et kørselsforbud, ligesom det må lægges til grund, at han ikke har gennemført særlig køreundervisning eller ANT-kursus i Tyskland svarende til færdselslovens § 60 c, stk. 1 og 2, eller at kontrollerende køreprøve er bestået, jf. færdselslovens § 127.
Det er herefter anklagemyndighedens opfattelse, at der er grundlag for konfiskation af det pågældende køretøj, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 6, hvorfor der tillige er grundlag for godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelsen af køretøjet, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 1. ..." Forsvareren har under kæresagen fastholdt, at Sigtede ikke modtog en indkaldelse til de retsmøder, der har ført til de to udeblivelsesdomme af henholdsvis 31. marts 2025 og 10. april 2025, ligesom han aldrig modtog en kopi af disse domme.
Anklagemyndigheden har ikke fremlagt dokumentation for forkyndelse. Sigtede ombyttede i øvrigt sit kørekort, før han fik dom. Han søgte om ombytning den 16. august 2024 og modtog det nye kørekort den 20. august 2024. Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet. Landsretten afsagde Kendelse Sigtede blev ved Østre Landsrets dom af 20. august 2024 pålagt et kørselsforbud.
Han var efter det oplyste på det tidspunkt bosiddende i Tyskland.
Landsretten lægger til grund, at Sigtede ikke senere har gennemført særlig køreundervisning eller ANT-kursus eller har bestået kontrollerende køreprøve, og at han ikke har generhvervet førerretten i Tyskland, men ifølge udtalelsen fra Færdselsstyrelsen og oplysningerne fra forsvareren har ombyttet sit danske kørekort til et tysk kørekort den 20. august 2024.
Som anført i Højesterets dom af 22. december 2015 (U 2016.1230 H) følger det af princippet om gensidig anerkendelse af kørekort, jf. artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126 af 20. december 2006 om kørekort, at Danmark skal anerkende gyldigheden af et kørekort som grundlag for førerret i Danmark, hvis kørekortet er udstedt i et andet EU-land efter udløbet af frakendelsestiden.
Som også anført i dommen er Danmark efter direktivets artikel 11, stk. 4, derimod ikke forpligtet til at anerkende gyldigheden af kørekortet – heller ikke efter frakendelsestidens udløb – hvis kørekortet er udstedt før udløbet af frakendelsestiden.
Artikel 11, stk. 4, er en særregel i forhold til princippet om gensidig anerkendelse og gælder for enhver medlemsstat og ikke kun den stat, hvor kørekortindehaveren har sin sædvanlige bopæl. Artikel 11, stk. 4, er implementeret i Danmark ved kørekortbekendtgørelsen, der i § 121, stk. 3, regulerer adgangen til at køre i Danmark for kørekortindehavere med midlertidigt ophold i Danmark.
Efter indholdet af denne bestemmelse er et kørekort, som er udstedt i et andet EU- eller EØS-land, ikke gyldigt til kørsel i Danmark, hvis det er udstedt i en periode, hvor førerretten er begrænset, frakendt eller inddraget i Danmark.
En person, der får meddelt et kørselsforbud, får inddraget førerretten, indtil personen har gennemført særlig køreundervisning eller ANT-kursus, og kontrollerende køreprøve er bestået, jf. færdselslovens § 127. Kørselsforbuddet er således tidsubegrænset, indtil de anførte betingelser er opfyldt.
Den foreliggende sag adskiller sig således fra forholdene i Højesterets dom, hvor der bl.a. var tale om frakendelse af førerretten for en periode.
Som anført af anklagemyndigheden er det sandsynligvis ikke i overensstemmelse med EU-retten med en retstilstand, hvorefter en fører, der er pålagt kørselsforbud efter færdselslovens § 127, ikke har nogen reel adgang til at generhverve retten til at føre motordrevet køretøj i Danmark, alene fordi vedkommende har bopæl i udlandet, da det i praksis vil gøre kørselsforbuddet i Danmark permanent.
I det foreliggende tilfælde, hvor Sigtede alene har fået ombyttet sit danske kørekort til et tysk samme dag, som han fik et kørselsforbud, lægger landsretten til grund, at han ikke har erhvervet kørekort i Tyskland efter det pålagte kørselsforbud.
Landsretten lægger i øvrigt til grund, at Sigtede ved domme af 31. marts 2025 og 10. april 2025 blev idømt bøder, fordi han den 12. november 2024 og den 25. december 2024 førte tysk indregistreret personbil i Danmark uden at have generhvervet førerretten i Danmark.
Sigtede har den 10. september 2025 igen ført en tysk indregistreret personbil i Danmark, og han er sigtet for kørsel uden førerret, jf. færdselslovens § 56, stk. 1.
Da Sigtede efter det anførte ikke har erhvervet kørekort i Tyskland efter det pålagte kørselsforbud, og da betingelserne for konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 6, er opfyldt, godkender landsretten politiets beslaglæggelse af Sigtedes bil og opretholdelsen heraf, jf. retsplejelovens § 806, stk. 4, jf. § 802, stk. 1, nr. 1 og 2. Landsretten tager herefter anklagemyndighedens påstand til følge.
Thi bestemmes
: Landsretten godkender, at politiet den 10. september 2025 beslaglagde Sigtedes personbil af mærket VW Golf GTI, årgang 2020, med reg.nr. …, og at beslaglæggelsen opretholdes. Sagen sluttet.
